Enhjørningen går i hi……

Det var i starten af 1980’erne at en lille gruppe af jazzentusiaster af den slags, der ikke spørger: ”Er der nogen penge i det ?”, lurede på at starte et spillested af en lidt mere intim karakter end dem, vi allerede havde i København. Da billedkunst(nere) og jazz jo ikke sjældent ses og høres i sammenhæng, stillede det for længst hedengangne Galleri Unicorn i Åbenrå (gaden, ikke byen) sig villigt til rådighed, men da galleriet efter et par år måtte lukke, var gode råd dyre. Men heldigvis var der andre jazzglade mennesker, der gerne ville lægge husrum til Unicorns koncerter, så igennem årene har vi præsenteret vores koncerter i bl.a.Café Chips, Jazzkælderen (det var dog, da den lå i en høj stue), Jazzhus Slukefter og Jazzhouse og de seneste gange i Jazzhus Montmartre. Tilskud fra Kunststyrelsen (tidl. Statens Kunstfond og Københavns Kommune) har hidtil sikret vores overlevelse og gjort at en lang række af de mest spændende danske jazzmusikere og -grupper plus masser af besøgende udlændinge kunne og ville optræde på vores skiftende, små scener. Til trods for at honoraret yderst sjældent har oversteget den til enhver til gældende tarif.

Men nu er det slut. Det sagde vi ganske vist også for et par måneder siden, men der viste sig at være lidt løse penge på bunden af vores egen kasse, og dem skal vi selvfølgelig bruge, og helst med omtanke. Og vi mente, at vi ikke kunne gøre det bedre end at få bassisten Niels Wilhelm Knudsens kvartet til at spille, når vi tager flaget ned. Ikke mindst fordi det hold med Thomas Hass (tenorsax), Kathrine Windfeld (klaver), Niels Wilhelm Knudsen (bas) og Michael Dalgas (trommer) står som en af dansk jazz’ mest originale smågruppe-konstellationer i de seneste år. Knudsen har bevæget sig indenfor et bredt spektrum af udtryksformer, og hans swingfornemmelse er i dén grad grundmuret, uanset musikkens øvrige fundament. Og så er han en original komponist med en kantet og lidt egenartet melodisk kerne, som ikke høres alt for ofte i dagens akustiske jazz, et stærkt fysisk swing, et velgørende strejf af humor og ikke udelukkende komplekse harmonier. Og så præsenterer Knudsen denne aften sin nyeste udgivelse – den fjerde i rækken – på gaden, helt i tråd med tidens trend udkommer den på LP og som download. Det sker ikke voldsomt tit at jeg møder musik, som i dén grad river mig med og får mig til at føle, at ”der er den jo”. Det gør jeg i dette tilfælde.

Thorbjørn Sjøgren/Pressekontakt – Unicorn Jazz